Debian GNU/Linux 13 understøtter 9 væsentlige arkitekturer og flere variationer af hver arkitektur kendt som “varianter (flavors)”.

Dette dokument dækker intallationen for arkitekturen 32-bit hard-float ARMv7, der bruger kernen Linux. Hvis du er på udkig efter information om en af de andre Debian-understøttede arkitekturer så tag et kig på siderne om Debian-porteringer.

ARM-arkitekturen har udviklet sig over tid og moderne ARM-processorer tilbyder funktioner som er tilgængelige i ældre modeller. Debian tilbyder derfor tre ARM-porte så du har den bedste understøttelse for en bred vifte af forskellige maskiner:

Teknisk kan alle nuværende ARM CPU'er køre enten i endian-tilstand (big eller little), men i praksis bruger hovedparten little-endian-tilstand. Debian/arm64, Debian/armhf og Debian/armel understøtter kun little-endian-systemer.

ARM-systemer er meget mere heterogene end dem baseret på den i386/amd64-baserede pc-arkitektur, så understøttelsessituationen kan være meget mere kompliceret.

ARM-arkitekturen bruges hovedsagelig i såkaldte “systems-on-chip”-design (SOC'er). Disse SOC'er er designet af mange forskellige firmaer med mange og varierende udstyrskomponeneter selv for den meget grundlæggende funktionalitet krævet for at få systemet i gang. Systemernes firmwaregrænseflader er i stadig stigende grad blevet standardiseret over tid, men specielt på ældre udstyr kan firmware/boot-grænseflader variere meget, så på disse systemer skal Linuxkernen håndtere mange systemspecifikke problemstillinger på lavt niveau, som i pc-verdenen ville blive håndteret af bundkortets BIOS/UEFI.

I begyndelsen af ARM-understøttelsen i Linux-kernen medførte udstyrsvariationen i kravet om at have en separat kerne for hvert ARM-system i kontrast til “en passer alle”-kernen for pc-systemer. Da denne fremgangsmåde ikke skalerer til et stort antal forskellige systemer, er arbejde blevet påbegyndt for at tilbyde en enkel ARM-kerne, som kan afvikles på forskellige ARM-systemer. Understøttelse for nyere ARM-systemer bliver nu implementeret på en måde, som giver mulighed for en flerplatformskerne, men for flere ældre systemer er en separat og specifik kerne stadig nødvendig. Derfor understøtter standarddistributionen for Debian kun installation på et udvalgt antal ældre ARM-systemer udover de nyeste systemer, som er understøttet af ARM-flerplatformskernerne (navngivet “armmp”) i Debian/armhf.

De følgende systemer er kendt for at fungere med Debian/armhf via flerplatformskernen (armmp):

Generelt giver ARM-flerplatformsunderstøttelsen i Linuxkernen mulighed for at køre debian-installer på armhf-systemer som ikke eksplicit er anført ovenfor så længe, at kernen brugt af debian-installer har understøttelse for målsystemets komponenter og en enhedstræfil for målet er tilgængelig. I disse tilfælde kan installationsprogrammet normalt tilbyde en fungerende installation, men kan sandsynligvis ikke gøre at systemet automatisk starter op. Dette kræver i mange tilfælde enhedsspecifik information.

Når du bruger debian-installer på sådanne systmer, så skal du eventuelt manuelt gøre systemet opstartsbart i slutningen af installationen, f.eks. ved at køre de krævede kommandoer i en skal startet inden fra debian-installer.

Understøttelse af flere processorer — også kaldt “symmetrisk flerbehandling” eller SMP — er tilgængelig for denne arkitektur. Standard Debian 13-kerneaftrykket er blevet kompileret med understøttelse for SMP-alternativer. Dette betyder at kernen vil detektere antallet af processorer (eller processorkerner) og automatisk vil deaktivere SMP på systemer med en processor.

Det at have flere processorer i en computer var tidligere kun en problemstilling for serversystemer i den dyre ende, men er blevet mere udbredt de seneste år næsten overalt med introduktionen af såkaldte “flerkerne”-processorer. Disse indeholder to eller flere processorenheder, kaldt “kerner”, i en fysisk chip.

Debians understøttelse for grafiske grænseflader bestemmes af den underliggende understøttelse i X.org's X11-system og kernen. Grundlæggende framebuffergrafik tilbydes af kernen, mens skrivebordsmiljøer bruger X11. Om avancerede grafikkort-funktioner såsom 3D-udstyrsacceleration eller udstyrsaccelereret video er tilgængelig, afhænger af det faktiske grafikudstyr brugt i systemet og i nogle tilfælde af installationen af yderligere “firmware”-aftryk (se Afsnit 2.2, “Enheder som kræver firmware”).

Næsten alle ARM-maskiner har grafikudstyret indbygget, frem for i et separat kort. Nogle maskiner har dog udvidelsespladser, som kan anvende grafikkort, men det er sjældent. Udstyr som er designet til at være uden grafik i det hele taget er ret normalt. Mens grundlæggende framebuffervideo tilbudt af kenren før fungere på alle enheder som har grafik, så kræver hurtig 3D-grafik binære drivere for at fungere. Situationen ændrer sig hurtigt, men i udgivelsesøjeblikket for trixie er frie drivere for nouveau (Nvidia Tegra K1 SoC) og freedreno (Qualcomm Snapdragon SoCs) tilgængelige i udgivelsen. Andet udstyr kræver proprietære drivere fra tredjeparter.

Detaljer om understøttede grafikudstyr og pegeenheder kan findes på https://wiki.freedesktop.org/xorg/. Debian 13 leveres med X.Org version 7.7.

Næsten alle netværksgrænsefladekort (NIC) understøttet af Linux-kernen bør også være understøttet af installationssystemet; drivere bliver normalt indlæst automatisk.

På 32-bit hard-float ARMv7, er de fleste indbyggede Ethernet-enheder understøttet og moduler for yderligere PCI- og USB-enheder tilbydes.

Linux understøtter en bred vifte af udstyr såsom mus, printere, skannere, PCMCIA/CardBus/ExpressCard- og USB-enheder. De fleste af dette udstyr er dog ikke krævet under installation af systemet.